væksthus

Besat – Vil du have ansvar for vores vertikale landbrug og væksthus

– Kom med på holdet der skal drive fremtidens grønne landbrugsuddannelse

Kan du tænke ud af boksen (containeren!)? Kan du lave undervisning med udgangspunkt i det vertikale landbrug? Har du viden og færdigheder til at arbejde med dyrkning i vores væksthuse? Så brug 5 minutter på at læse nedenstående.

Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling med mulighed for at udvikle sig indenfor flere forskellige områder af undervisnings- og skolelivet. Samtidigt med at du kan nørde med vertikalt landbrug og væksthus.

På Asmildkloster Landbrugsskole er vores vigtigste opgave at få unge mennesker til at se nye muligheder i dansk landbrug, grøn omstilling og fødevareproduktion.  Derfor har vi investeret i et vertikalt landbrug med mulighed for at afprøve forskellige dyrkningsmetoder med teknologisk styring, i en BIOPOD container og i et væksthus. Vores plan er at forsyne skolen med grønt året rundt og samtidigt anvende området i uddannelsen af fremtidens grønne landmænd.

Start 1. marts 2024.

Hvad bliver dine opgaver?

Du bliver superbruger på vores nye vertikale landbrug med container og væksthus. Du får uddannelse og adgang til support i teknologien og dyrkningssystemet og herfra har du selv lyst og motivation til at tage de næste skridt.

Du bliver omdrejningspunktet for drift, egenproduktion og formidlings- og undervisningsopgaver med udgangspunkt i containeren og væksthusets systemer, og skal samarbejde med vores andre undervisere om at udvikle og passe det vertikale ind i den eksisterende undervisning.

Du skal også samarbejde med vores eget køkken, vores undervisere og eksterne interessenter, så vi får den bedst mulige produktionsværdi og udbytte af investeringen.

Og så vil der sikkert være interesse for området fra andres skoler og interessenter hvor du skal dele din viden og vise hvad vores nye grønne oase kan præstere.

For at få succes med jobbet forestiller vi os at du:

  • Har interesse, erfaring og evt. uddannelse indenfor det grønne område eller landbrug/gartneri
  • Er god til at holde overblik og planlægge
  • Er god til at samarbejde tværfagligt, og kommunikere på tværs
  • Kan motivere og engagere – både i forhold til elever, undervisere og andre interessenter
  • Har erfaring med og holder af formidling eller undervisning til forskellige målgrupper.
  • Er fleksibel

Derudover interesserer du dig for moderne teknologi og sætter en ære i at drive vores vertikale landbrug og væksthus produktivt med ”god høst” og på en måde der vil gøre os stolte.

Det er vigtigt, at du både kan lide at arbejde i fast struktur og stræbe efter at nå produktionsmål. Men også at du kan trives med at lukke andre ind i systemet, afprøve nye muligheder, fejle og sætte din viden på spil i nye projekter.

Hvad tilbyder vi?

En attraktiv stilling med masser af rum til udvikling og et godt og frimodigt kollegialt sammenhold.

Stillingen kan være på del- eller heltid. Dette afhænger af dine kompetencer og motivation ift. de muligheder der kan indgå sammen med dine primære opgaver. Den kunne f.eks. være andre ”grønne opgaver” og biodiversitet på skolens arealer, skolehaven og skolens landbrug.

Løn

Efter gældende overenskomst inkl. arbejdsgiverbetalt pension og andre personalegoder, der oplyses ved evt. samtale.

Ansøgning

Ansøgningsfristen er snarest muligt og senest mandag den 22. januar 2024 til Asmildkloster Landbrugsskole stilet til forstander Lars Møgelbjerg Andersen, E-mail;  la@asmildkloster.dk. Skriv Vertikalt landbrug i emnelinjen

Yderligere spørgsmål kan rettes til forstander Lars Møgelbjerg Andersen 6054 2522.

Om…

På Asmildkloster Landbrugsskole udbydes alle trin af landbrugsuddannelsen på EUD, EUX og studenterindgang samt landbrugets lederuddannelse som Produktionsleder og Agrarøkonom. En del af uddannelsens praktiske træning og undervisning sker hos en række af områdets landbrugsvirksomheder. Asmildkloster Landbrugsskole havde 279 årselever i 2023 og har god søgning. Skolens skolehjem har plads til 338 elever og er pt. fuldt besat. Der er 55 medarbejdere heraf 30 undervisere. Se mere på www.asmildkloster.dk

Tilmeld uddannelse Tilmeld uddannelse