Hvordan kan teknologi forme fremtidens landbrug? På Asmildkloster Landbrugsskole går en gruppe engagerede elever forrest som ambassadører for teknologisk innovation.
Når man spørger eleverne på Asmildkloster, hvad der har været det bedste ved at være tech-ambassadører, svarer de i kor: ”Hyggen.” Og selvom fællesskabet ikke har været det primære formål med Asmildklosters Tech-Erfagruppe, spiller det en vigtig rolle. Når eleverne vælger at bruge deres fritid på at mødes og udforske landbrugets teknologier sammen, skaber det et socialt fundament, som gør læringen endnu mere meningsfuld.
Tech-Erfagruppen mødes cirka én gang om måneden og har hen over efteråret mødtes fire gange. Her er det i høj grad eleverne selv, der vælger, hvilke teknologier de vil arbejde med. På den måde får de mulighed for at fordybe sig i de emner, der er mest relevante for deres egne interesser og karrieremål.
Teknologiundervisningen fylder i forvejen meget i skolens pensum, men med projektet ”Teknologiske elevambassadører”, udviklet i samarbejde med SOSU Skive-Thisted-Viborg, har eleverne i dette skoleår fået en særlig mulighed: At blive ambassadører for teknologi på skolen, og samtidig fordybe sig i teknologiske løsninger, der kan revolutionere fremtidens landbrug.
Fremtidens krav til teknologi
Landbruget står overfor en fremtid præget af accelererende teknologisk udvikling, grøn omstilling og stigende krav til effektivisering. Derfor er det nødvendigt, at elever på landbrugsuddannelsen rustes til at forstå, anvende og vurdere de teknologier, som vil præge deres arbejde i fremtiden.
Fra GPS til droner
Gruppen har blandt andet arbejdet med:
- GPS-systemer: Hvordan præcisionsstyring kan forbedre effektiviteten i markarbejdet.
- Bæredygtig teknologi: Fx brug af biogas og energioptimerede løsninger på landbrugsejendomme.
- Teknologi i værdikæden: teknologiske løsninger i følgeerhvervende som en eller anden vis anvendes i landbruget.
- Teknologi i praksis: Hvordan teknologier bruges i praksis i landbruget, samt udviklingen heraf.
Som en del af projektet har eleverne besøgt både Agri-EasyCare, en virksomhed kendt for innovativ kornteknologi, og landbruget Mariesminde, hvor moderne løsninger er en integreret del af produktionen. Disse besøg giver eleverne et unikt indblik i, hvordan teknologierne fungerer i praksis.
Elevernes og undervisernes perspektiver
Mathias, en af eleverne, fortæller: “Det har været fedt at få lov til at gå i dybden med noget, vi ikke når i de normale timer. For mig har GPS-teknologien været spændende, fordi jeg kan se, hvordan den kan gøre arbejdet både lettere og mere præcist. Det føles som om, vi får et forspring, når vi skal ud på arbejdsmarkedet.”
Underviser Lise Murmann Pedersen, der er med til at lede eleverne i projektet, supplerer: “Det handler om at gøre eleverne nysgerrige og give dem en ramme, hvor de kan eksperimentere og samtidig lære at forholde sig kritisk til de teknologier, de møder. Vi vil gerne ruste dem til både at kunne anvende og vurdere ny teknologi.”
Teknologiundervisningen fylder i forvejen meget i skolens pensum, men med projektet ”Teknologiske elevambassadører”, udviklet i samarbejde med SOSU Skive-Thisted-Viborg, har eleverne i dette skoleår fået en særlig mulighed: At blive ambassadører for teknologi på skolen, og samtidig fordybe sig i teknologiske løsninger, der kan revolutionere fremtidens landbrug.
Fremtidsplaner for Tech-Erfagruppen
Med erfaringerne fra det første semester er ambitionen at gøre Tech-Erfagruppen til en fast del af skolens tilbud. Efter jul starter en ny gruppe, og håbet er, at endnu flere elever vil tage imod muligheden for at blive en del af projektet.
Projektet fortsætter indtil sommeren 2025.
Om os
På Asmildkloster arbejder vi gennem forskellige projekter med at udvikle uddannelserne inden for landbruget. Du kan se alle vores projekter her >
Alle vores projekter