Landbrugsuddannelsen kan noget

Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg oplever en imponerende interesse af unge ved starten af det nye kalenderår. Med en historisk øgning i antallet af elever over de seneste3-4 år, er det tydeligt, at interessen for landbrugsuddannelser fortsat er stor. Skolen byder velkommen til over 150 nye elever på Gf2 eud/eux og ”TURBO-Landmand”.

Praktisk læring og fremtidens landbrug

Asmildkloster Landbrugsskole er kendt for sit fokus på faglighed og læring og moderne uddannelser, der ruster eleverne til en karriere inden for landbruget. Skolen tilbyder en bred vifte af uddannelser, herunder grundforløb, produktionslederuddannelsen og den populære agrarøkonomuddannelse. En af skolens stærke sider er muligheden for at kombinere teori med håndgribelige erfaringer fra skolens egne marker og faciliteter.

”Vi har fokus på at skabe en uddannelse, der gør eleverne klar til fremtidens udfordringer i landbruget. Det betyder, at vi arbejder med både de traditionelle landbrugsmetoder og nye teknologier som vertikale dyrkningssystemer, præcisionslandbrug og bæredygtige produktionssystemer,” forklarer skolens forstander Lars Møgelbjerg Andersen.

Investering i bæredygtighed

Et af skolens nyeste tiltag er at skabe grundlag for helhedsorienterede og praksisnære læreprocesser, der understøtter forståelsen af præcisionslandbrug, og som bygger på præcisionslandbrugsteknologier anvendt på vores egne marker og en større planteavls ejendom.

Projekt fra Mark til model, der er støttet af Nordeafondens værkstedspulje, fokuserer på hvordan den grønne omstilling af landbruget bliver drevet af ny teknologi og ny viden.

Vi ønsker med projektet at gøre eleverne til en central forandringskraft i den grønne omstilling, som samtidigt bruger etableret viden om ”godt landmandskab”.

I projektet arbejder vi dels med præcisionslandbrug på skolens egne marker på Kløverhøjgård, og dels så skal vi skabe en interaktiv minimodel af en større planteavlsejendom, hvor eleverne kan hente og anvende live data vedr. præcisionslandbrug.

”Vi ser det som vores ansvar at uddanne fremtidens landmænd og ledere til at arbejde med landbrug, der er bæredygtigt både økonomisk, socialt og miljømæssigt,” siger forstanderen.

Et fantastisk fællesskab på kostskolen

En af de helt unikke styrker ved Asmildkloster Landbrugsskole er det stærke fællesskab, som eleverne oplever på kostskolen. Her bor og lever eleverne sammen, hvilket skaber et miljø præget af sammenhold, støtte og livslange venskaber.

”Vi hører ofte fra tidligere elever, at deres tid på kostskolen var en af de bedste perioder i deres liv. Det sociale fællesskab giver ikke kun en tryg base, men styrker også elevernes evne til at samarbejde og opbygge netværk, som de tager med sig videre i deres karriere,” fortæller forstanderen.

Med en lang række fælles aktiviteter, lige fra sport og madlavning til faglige projekter, er kostskolen en integreret del af det samlede uddannelsesforløb, der sikrer, at eleverne trives både fagligt og personligt.

 

Positivt signal til landbrugsbranchen

Den store tilgang af elever på Asmildkloster Landbrugsskole sender et positivt signal til landbrugssektoren, der ofte står over for udfordringer med at tiltrække unge talenter. Det vidner om, at der stadig er stor interesse for en karriere i en af Danmarks vigtigste erhvervssektorer.

”Vi er utrolig glade for at se så mange unge vælge en fremtid i landbruget. Det viser, at vores indsats for at skabe en relevant og engagerende uddannelse bærer frugt,” afslutter forstanderen.

Med denne udvikling ser fremtiden lys ud for både Asmildkloster Landbrugsskole og de mange unge, der vælger at satse på en karriere i landbruget.

Tilmeld uddannelse Tilmeld uddannelse