Godt nytår

Tak for et begivenhedsrigt 2025 – og ikke mindst for de unge mennesker, der skal bære landbrugserhvervet videre

2025 er gået på hæld, og vi mærker tydeligt, hvordan samfundets blik på landbruget har ændret sig.

Debatten er til tider hård, nogle gange direkte fjendtlig.

Og det gør os oprigtigt triste.

For det billede, vi møder hver eneste dag, er et andet: engagerede, ansvarlige landmænd, der igen og igen omstiller sig efter lovgivning, forbrugere og nye krav – og som vil deres jord, dyr og hjemegn det bedste.

Som landbrugsskole er vi så privilegeret at møde den næste generation af landmænd hver dag. De unge mennesker er nysgerrige, kritiske, idealistiske – og ikke mindst dybt optagede af både faglighed, natur, klima og bæredygtig produktion. Det gør os håbefulde.

Uddannelse er mere end nogensinde en nøgle til at forbinde produktion, grøn omstilling og samfundets forventninger til landbruget.

En brobygning vi arbejder med hver eneste dag i undervisningen: mellem teori og praksis, mellem produktion og natur, mellem tradition og fornyelse.

Vi er forsigtigt optimistiske på landbrugets vegne. Ikke fordi udfordringerne er små – men fordi vi hver dag ser den vilje, den faglighed og det værdigrundlag, som både nuværende og kommende landmænd bærer med sig.

Må 2026 blive året, hvor land og by kommer tættere på hinanden – og hvor uddannelse, dialog og ordentlighed bliver vejen frem.

Vi ønsker godt nytår til alle fra Asmildkloster Landbrugsskole

Besøg os Besøg os