Elevrådet på Asmildkloster Landbrugsskole

På Asmildkloster tror vi på, at den bedste skole bliver skabt i fællesskab. Derfor har elevrådet en vigtig rolle i hverdagen – som elevernes talerør og som sparringspartner for skolens ledelse.

Elevrådet består af to repræsentanter fra hver klasse, i alt cirka 24 elever. Sammen arbejder de for at gøre skolen til et endnu bedre sted at bo, lære og være.

En stemme i hverdagen

Elevrådet mødes cirka hver 3.-4. uge. Møderne ligger efter skoletid, fordi eleverne selv har ønsket, at den faglige undervisning ikke skal gå tabt. Vi starter altid med kage og en sodavand, inden vi går i gang med dagens dagsorden.

På møderne deltager skolens forstander og forstanderinde, en lærerrepræsentant og køkkenlederen, som er med i starten af mødet. Det giver en direkte dialog mellem elever og ledelse, hvor idéer, ønsker og udfordringer kan drøftes åbent.

Elevråd på Asmildkloster Landbrugsskole

Hvad arbejder elevrådet med?

Elevrådet er med til at sætte retning på mange af de ting, der har betydning for elevernes hverdag. Det handler blandt andet om:

  • Trivsel, fællesskab og sammenhold
  • Undervisning og læringsmiljø
  • Kost og livet på skolehjemmet
  • Skolens arrangementer og fester
  • Forslag til forbedringer af skolens faciliteter
  • Grønne initiativer og bæredygtighed

Elevrådet følger også op på trivselsmålinger og bidrager aktivt til udviklingen af skolens studiemiljø.

Når elevernes idéer bliver til virkelighed

Elevrådet er ikke bare et forum for gode idéer – det er også her, mange af dem bliver ført ud i livet.

Gennem årene har elevrådet blandt andet været med til at:

  • Beslutte temaer, mad og musik til skolens fester
  • Organisere julefrokost for elever på skoleophold
  • Få etableret affaldssortering på skolen
  • Bidrage til skolens mobilpolitik gennem løbende dialog
  • Være med til udviklingen af nye områder på skolen, herunder saunaområde og udendørs brusere
  • Give input til alt fra strømforsyning i klasselokaler til udvalget i sodavandsautomaten

Det, der betyder mest

Når man spørger elevrådets medlemmer, hvad de er mest optagede af, er svaret klart: fællesskabet.

Det handler om at skabe en skole, hvor man taler ordentligt til hinanden, hvor alle føler sig velkomne, og hvor der er gode rammer for både undervisning, fritid og livet på skolen. God mad, godt humør og respekt for hinanden er også vigtige ingredienser i en god hverdag.

Kort sagt arbejder elevrådet for, at alle elever får den bedst mulige tid på Asmildkloster.

Din stemme tæller

Alle elever kan komme med forslag til elevrådet gennem deres klasserepræsentanter, og alle har mulighed for at stille op til elevrådet.

På den måde er elevrådet hele skolens fælles stemme – og en mulighed for at gøre en forskel for både sig selv og sine kammerater.

Se vedtægter for elevrådet her (pdf) >

Nørresøfløjen skolehjem Asmildkloster

Kom på besøg og
oplev skolen

Book en rundvisning og samtale, hvor vi sammen afklarer muligheder og spørgsmål. Eller kom til åbent hus.

Book en rundvisning
Kom til åbent hus
Asmildkloster Landbrugsskole nr. 1 over hovedindgangen

Om Asmildkloster Landbrugsskole

Find info om hvem vi er, hvor vi er og baggrunden for vores eksistens. Her finder du også kontaktinfo samt rammer, regler og politikker for arbejdet på Asmildkloster Landbrugsskole.

Om skolen