Asmildkloster Landbrugsskole er en central partner i et nyt ambitiøst uddannelsesprojekt, som skal sikre, at fremtidens lærlinge i landbruget får de rette kompetencer til at indtage en central rolle og stå i spidsen for den grønne omstilling i dansk landbrug.
Projektet, der er støttet af Novo Nordisk Fonden og går under titlen “Landbrugsuddannelsen som grobund for grønne forandringsagenter”, skal udvikle undervisningen og læringsmiljøerne i hele landbrugsuddannelsen. Det sker gennem et tæt samarbejde mellem landbrugsskoler og toneangivende vidensmiljøer som Videncentret for Jord- og Landbrug og Aarhus Universitets Land-CRAFT-center.
Asmildkloster Landbrugsskole som grøn frontløber
Hos Asmildkloster Landbrugsskole er glæden stor over at være med i projektet, der strækker sig fra 2025 til 2030.
“Vi ser det som en naturlig forlængelse af vores ambition om at være blandt de førende i udviklingen af bæredygtige undervisningsmiljøer. Vi har allerede fokus på biodiversitet, bæredygtige dyrkningsmetoder og dataunderstøttet præcisionslandbrug – og med projektet får vi nu mulighed for at løfte det til næste niveau,” siger Lars Møgelbjerg Andersen, forstander på Asmildkloster Landbrugsskole.
Projektet skal blandt andet styrke landbrugets lærlinges evne til at bruge grønne data og teknologier som simuleringsværktøjer, og skabe sammenhæng mellem teori, praksis og klimamål. Undervisere og oplæringsansvarlige vil få kompetenceløft, og lærlingene vil møde en undervisning, hvor grøn omstilling og innovation er integreret i alle dele af uddannelsen.
Et stærkt samarbejde – lokalt og nationalt
Foruden Asmildkloster Landbrugsskole deltager alle landets uddannelsessteder for landbrugsuddannelsen i projektet sammen med organisationer som 3F, GLS-A og Landbrug & Fødevarer. Projektet bygger på tæt kontakt til erhvervslivet og de virksomheder, der skal aftage fremtidens grønne faglærte.
“Det er helt afgørende, at vores lærlinge oplever, at den grønne omstilling ikke er et abstrakt mål, men en konkret opgave, de kan være med til at løse – og vi glæder os til at gøre det levende her på skolen,” tilføjer Lars Møgelbjerg Andersen.
Med et samlet budget på knap 87 mio. kr., heraf over 77 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden, bliver det et af de mest omfattende udviklingsprojekter for erhvervsuddannelser i Danmark.
For yderligere information kontakt forstander Lars Møgelbjerg Andersen, mobil 6054 2522. En mulighed er også la@asmildkloster.dk